Skip to the content

Mød mennesker fra regnskoven

Marvin Odilson Duate

Marvin Odilson Duate (tv.) – © Julie Helquist

Marvin Odilson Duarte er leder af en skovgruppe i Piedra Blanca, Olanchito, Honduras.

Skovgrupperne her i området ofrer hele deres arbejdsdag for at sikre, at skoven bliver stående. En skovgruppe består af cirka 18 mennesker, der går sammen om at forvalte et stykke regnskov.

Ud fra deres livslange erfaringer med skovens mekanismer samles de og udarbejder en plan for, hvordan de kan forvalte skoven mest bæredygtigt. Under betingelse af, at de overholder planen, får de så tilladelse til at tage tømmer ud af skoven. 

Hvis man flyver hen over det nordøstlige Honduras, ses det tydeligt, at der fortsat er skov, der hvor der er aktive skovgrupper i landsbyerne. Skoven er derimod ofte helt væk der, hvor der ikke er aktive skovgrupper. 

I sin egen have har Marvin plantet stiklinger af det kommercielle træ Nogal, der vokser i regnskoven. Der er stor efterspørgsel på Nogal på grund af dets kvaliteter og farve og dermed dets store anvendelighed til for eksempel møbelproduktion rundt om i verden.

Carlos og Denilson

To børn i regnskoven – en dreng og en pige
Carlos Eduardo Duarte (tv.) og Denilson Rigoberto Duarte (th.) – © Julie Helquist
Marvin har 8 børn, og her er to af dem. De hedder Carlos Eduardo Duarte og Denilson Rigoberto Duarte.

De vil begge gerne studere, og det er dyrt i Honduras. Man skal ikke alene betale for skolen, men også for uniform og bøger. Skal børnene på gymnasiet eller universitetet, er det endnu dyrere.

Måske får de en dag nok kendskab til skoven til at danne deres egen skovgruppe, og på den måde tjene penge på skovens mange gaver såsom tømmer, frugt og medicin. 

Manuel Tapia

Portræt af Manuel Tapia
Manuel Tapia (th.) – © Julie Helquist

Siden reservatet Bilsa i Ecuador blev til, blandt andet gennem salg af regnskovscertifikaterne i Danmark, har Manuel Tapia været parkvagt i området. Han har en enorm viden om området og er sit store ansvar bevidst. 

Helt konkret sikrer Manuel, at der ikke er illegal træfældning eller krybskytteri i skoven. Der er store nationalparker og beskyttede regnskovsområder i mange lande i Latinamerika, men ofte er det svært at beskytte områderne med de begrænset midler der er til at ansætte personale.

Det er ikke unormalt, at 5 parkvagter som Manuel overvåger et område på størrelse med Fyn. Ikke i helikoptere, men i kanoer med påhængsmotor, og med radioer til at koordinere overraskelsesekspeditioner, som alle kan lytte med på.

At bevare regnskoven er derfor ikke et let job, og det ved Manuel udmærket. Blandt andet derfor er der i de senere år større fokus på at inddrage lokale landsbyer i bevaringsarbejdet.

Til sammenligning har oprindelige folk i landsbyerne på samme areal et netværk af flere tusinde mennesker, de kender skoven langt bedre og de ser signalerne på problemer i økosystemerne før alle andre.