Skip to the content

Honduras

Omkring halvdelen af Honduras’ befolkning lever i land- og skovområder, og rigtig mange af disse mennesker er fattige.

Honduras er et fattigt land

Honduras er et fattigt land. Faktisk lever omkring 16 procent (tal fra 2014) af landets befolkning under FN’s fattigdomsgrænse på 1,90 US dollar om dagen – omkring 12 kroner om dagen.

Når man tjener lidt over en tier om dagen, har man ikke råd til selv de helt nødvendige ting i hverdagen – og slet ikke til at sende sine børn i skole.

I Honduras dør folk af sygdomme, som vi uden problemer bekæmper i Danmark. Ganske enkelt fordi en lang række mennesker ikke har råd til medicin.

Fattigdom truer regnskoven

Omkring halvdelen af Honduras’ befolkning lever i land- og skovområder, og rigtig mange af disse mennesker er fattige.

En af de få muligheder, de har for at klare sig, er at fælde træer og dyrke et primitivt landbrug. Derfor er problemet med fattigdom og den truede regnskov to sider af samme sag.

Hvis man har under fem kroner at klare sig for om dagen, og der er flot og eftertragtet træ i nærheden, så fælder man det, hvad enten det er lovligt eller ej.

De trævarer, vi køber, har betydning for forholdene i Honduras

Det er derfor ikke uden betydning for regnskoven og for situationen i Honduras, hvilke varer af tropisk træ vi køber her i Danmark.

De varer af træ, vi betaler for i butikkerne, har direkte betydning for forholdene i lande som Honduras. De varer, vi efterspørger, leverer de fattige skovarbejdere. 

Honduras er 2,5 gange så stort som Danmark

Honduras er et land i Mellemamerika med grænser mod nord til Guatemala og El Salvador, mod syd til Nicaragua og Costa Rica. Sammen med disse fire lande udgør Honduras de fem centralamerikanske lande.

Honduras er med et areal på 112.000 kvadratkilometer det næststørste land i Centralamerika, og der bor samlet 7,4 millioner mennesker.

Der bor altså næsten 2 millioner flere mennesker i Honduras end i Danmark, og landet er 2,5 gange så stort.

Mod vest ligger Stillehavet, og mod øst ligger Den Honduranske Golf og Det Caribiske Hav. Landets hovedstad hedder Tegucigalpa, og her bor der omkring 1 million mennesker. 

Klimaet er meget varieret i Honduras

Der findes to årstider i Honduras. Sommer og vinter.

Sommeren varer fra december til maj og er meget tør. Vinteren varer fra juni til november, og her regner det meget.

Klimaet kan være meget omskifteligt og forskelligt i Honduras og variere fra subtropisk i lavlandet til tempereret i bjergene.

Honduras er rigt på naturressourcer

Honduras har rig adgang til vigtige naturressourcer. Ud over det værdifulde træ fra regnskoven er der også dyrebare metaller som guld og sølv.

Der findes også kul i Honduras, og vandkraft er en vigtig energikilde.

Spørgsmål til teksten

  • Hvorfor truer fattigdom regnskoven?
  • Hvad kan vi i Danmark gøre for at hjælpe med at bevare regnskoven?
  • Hvorfor har Honduras kun to årstider? Hvorfor har de ikke forår og efterår?