Skip to the content

Hvor mange danskere kender FSC-mærket?

Cirka hver 3. dansker kender FSC-mærket

I 2012 lavede Coop Analyse en undersøgelse, hvor de spurgte 1025 danskere om deres kendskab til FSC-mærket.

35 procent af de adspurgte kendte mærket.

I 2007 viste en lignende undersøgelse, at 33 procent kendte til FSC. I 2005 var det 14 procent.

Det går altså fremad med kendskabet til FSC-ordningen i Danmark.

FSC halter efter andre miljømærker

Sammenlignet med andre miljømærker såsom Ø-mærket, Svanemærket eller Fairtrade-mærket halter FSC-mærket efter.

I oktober 2007 lavede Miljømærke Danmark en undersøgelse, hvor de spurgte 1000 danskere, om de kunne genkende Svanemærket. 92 procent svarede ja.

Men en ting er at kunne genkende mærket, noget andet er at vide, hvad det står for.

77 procent kunne forklare, at Svanemærket er et miljømærke. Så der er et stykke vej endnu for FSC-mærket, hvis man sammenligner det med for eksempel Svanemærket.

Hvor kender forbrugerne FSC-mærket fra?

Reklamer er med til at gøre FSC-mærket kendt.

I undersøgelsen fra 2012 var der samlet set 35 procent af mændene, der kendte FSC-mærket, og 34 procent af kvinderne.

18 procent af de kvinder, der kendte FSC-mærket, svarede, at de kendte det fra tilbudskataloger. 21 procent af mændene svarede det samme.

80 procent af kvinderne og 73 procent af mændene kendte FSC-mærket fra køb af havemøbler.

Papir kan også være FSC-mærket, og det kan grillkul også, men det er ikke fra de produkter, at forbrugerne i Danmark kender FSC-mærket.

11 procent af dem, der kendte til FSC-mærket, kendte det fra grillkul og 16 procent fra papirvarer.

Det er især havemøblerne og reklamebunken i weekenden, der udbreder kendskabet til FSC-mærket.

Spørgsmål til teksten

  • Hvorfor halter FSC-mærket så meget efter de andre miljømærker?
  • Hvorfor tror du, at 42 procent af kvinderne kendte FSC-mærket fra reklamerne, mens tallet kun var 36 for mændene?
  • Kendte du FSC-mærket, før du læste om det her?